Pædagogisk tilsyn
I Randers Kommune fører vi løbende pædagogisk tilsyn med alle dagtilbud.
Der gennemføres tilsyn i alle kommunens institutioner. Formålet er at sikre, at dit barns dagtilbud lever op til vores fælles mål om høj pædagogisk kvalitet og gode børnefællesskaber.
Her kan du læse om, hvad tilsynet indebærer, og hvordan det foregår i dit barns institution.
Hvad er tilsynets formål?
I Randers Kommune arbejder vi for det gode børneliv. For os betyder det, at alle børn har ret til en tryg, udviklende og meningsfuld hverdag i deres dagtilbud.
Det pædagogiske tilsyn skal sikre læringsmiljøer af høj kvalitet og trivsel i børnehøjde.
Når de pædagogiske konsulenter besøger institutionen, ser de blandt andet på:
- Oplever børnene tryghed og nærvær?
- Er der gode rammer for leg og fællesskab?
- Understøttes børnenes udvikling og nysgerrighed?
Sådan udføres tilsynet
Tilsynet tager udgangspunkt i det pædagogiske grundlag, og der er fokus på det faglige indhold i forhold til at sikre børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse. Tilsynsopgaven varetages af pædagogiske konsulenter fra Børnefagligt Udviklingscenter, Børn og Skoleforvaltningen.
Som en del af tilsynet gennemfører den pædagogiske konsulent en tre timers uanmeldt observation i institutionen. Observationen handler om det pædagogiske arbejde og kvaliteten af lege- og læringsmiljøet – ikke om enkelte børn.
Randers Kommune har et fokus på børnenes egen oplevelse af deres hverdagsliv i institutionen. Som del af tilsynet indgår børneperspektivet i institutioner med børnehave gennem inddragelse af børneinterview med enkelte udvalgte børn i alderen 4-5 år i mindre grupper. Børneperspektivet for børn under 3 år indgår gennem video af praksis.
Som en del af tilsynet inviterer den pædagogiske leder én eller flere forældre til at deltage i tilsynsmødet som repræsentanter for forældregruppen. Forældrenes rolle er at bidrage med deres perspektiv i dialogen med den tilsynsførende konsulent, den pædagogiske leder og en medarbejderrepræsentant. Forældrerepræsentanter har tavshedspligt i forbindelse med mødet.